ITALIENSKE ALPER KLASSIKER
7 dages mc-rejse på de flotteste veje og bjerge i Italien
Massevis af bjergpas og serpentinersving
Motorcykelrejse med stort rejseprogram og mange oplevelser
3-stjernet superior-hotel og de bedste udflugter
Søndag 14. til lørdag 20. juli 2024.
7 dages rejse med 6 overnatninger.
Enkelt- og dobbeltværelser ledig.
Pris fra kr. 8.750,-.
Se prisoversigt nedenfor.
Italienske Alper Klassiker.
Jeg har brugt meget lang tid på at tilrettelægge en ny og spændende oplevelse i de italienske alper. Her får du en rejse med de allerfineste alpine bjergpas og spektakulære udsigter, der kan tilrettelægges for en god motorcykelrejse.
Klassiker-rejsen er for alle, der gerne vil køre motorcykel i alperne, og som ønsker at have tid til de gode pauser og få alle de gode panoramaudsigter med. Vi bor i 1.600 meters højde på et dejligt italiensk familiedrevet hotel.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har været mange gange i Dolomitterne med motorcykelgæster, for det er en skøn region og et dejligt motorcykelland. Se blot de mange fotos her på siden, som er taget på mine rejser.
Den gode rejseoplevelse i Italienske alper kræver dog, at rejsen tilrettelægges nøje og med hensyn til de motorcyklister, rejsen er tiltænkt; denne rejse er min klassiker-rejse til de italienske alper, og det betyder, at den er kendetegnet ved, at vi kører alle de gode udflugter med de rigtige alpine bjergpas og ruter, og har god tid til pauser og at opleve de fantastiske områder, vi kører rundt i.
Rejsen er således opbygget, at vi starter med de overkommelige ruter, dale og bjergpas, inden vi tager de mere udfordrende og krævende. Selvom du ikke har kørt her før, men er en erfaren motorcyklist, kan du deltage på rejsen.
Her er der naturligvis – som altid – også plads til motorcyklister med bagsædepassager. Hvis du vil køre ekstra lange udflugter og have kortere pauser, og du kører uden bagsædepassager, så skal du vælge Italienske Alper XL, som du også ser præsenteret her på siden.
Alle billeder i denne præsentation viser oplevelser og områder, som du vil opleve på denne rejse, og som jeg har taget på nogle af de mange tidligere rejser i området.
Se hele rejsepræsentationen og de flotte billeder her på siden.
På denne rejse oplever du blandt andet:
- Dansk turleder på motorcykel.
- 3-stjernet superior-hotel med panoramaudsigt, flot italiensk morgenbuffet og 4-retters middag til aften.
- Wellnessafdeling med dejlige faciliteter som, jacuzzi, sauna, dampbad, varmt hvilerum, massage etc..
- Udflugter hver dag med frokost på bjerge eller i skønne alpebyer.
- Besøg og kørsel på Dolomitternes og Italiens højeste bjergpas og alpeveje – antallet kan jeg ikke tælle. Tillige mange andre små og smukke bjergpas, du ikke ville finde selv.
- 1 udflugt med lift til bjergtinde i 2.400 meters højde i Dolomitterne.
- Mulighed for indendørs parkering og mulighed for vask af motorcykel.
Video fra Italienske Alper.
Denne video viser lidt af de flotte områder og nogle af ruterne, der skal køres på rejsen. Her er dejlige udsigter, højalpine veje, skønne serpentinersving og masser af fine pause steder.
Rejseinformationer
Rejsebeskrivelse – dag for dag.
Rejsedag 0. Lørdag 13. juli 2023. Udrejsedag. Rejsedag udenfor program.
Denne dag er ikke en del af rejseprogrammet, men jeg vejleder dig gerne i det rette rejseforløb.
Jeg vil anbefale at rejse hjemmefra i dag og tage en overnatning på rejsen gennem Tyskland.
Jeg anbefaler dig gerne den rigtige rute gennem Tyskland, så du får mindst mulig bøvl med den aktuelle trafik i sæsonen og undgår for meget vejarbejde på ruten.
Samtidig giver jeg dig gerne forslag til overnatningshoteller, der ligger godt på ruten.
Ved bestilling af rejsen skriver du blot, om du ønsker hjælp til dette.
Rejsedag 1. Søndag 14. juli 2024. Ankomstdag.
Dette er ankomstdagen i Dolomitterne, hvor du selv kører til hotellet. Det er mest naturligt, at du har taget en mellemovernatning i Tyskland, så du i dag ankommer hen på eftermiddagen til hotellet.
Fra Padborg er der 1.210 km og fra Puttgarden er der 1.190 km til hotellet.
Du kan allerede checke ind på hotellet fra kl. 15.00. Ved ankomst kan du parkere direkte ved hotellets indgang for aflevering af bagage, og herefter er der gode parkeringsmuligheder i en motorcykelgarage eller naturligvis direkte uden for hotellet, hvis du hellere vil det.
Hvis du ankommer tidligt, kan du naturligvis benytte hotellets dejlige faciliteter, opleve alpebyen, som vi bor i, og møde de andre rejsedeltagere. Du ankommer til vores fine familiedrevne 3-stjernede superior-hotel Malita beliggende i hjertet af Dolomitterne. Vi bor i en dal, men er dog i 1.600 meters højde! Området er kendt for sine smukke dale og bjergtinder, der er en del af Sella-bjergmassivet i Dolomitterne. Her er smukt, og naturen er meget tæt på.
Turlederne ankommer hen på eftermiddagen til hotellet. Vi er på rejse fra de østrigske alper, hvor vi har gæster med, der rejser på 14-dages rejsen.
Alle skal være ankommet kl. 17.00, hvor der er et informativt velkomstmøde, som alle rejsedeltagere skal deltage i. Under dette velkomstmøde vil alle rejsedeltagere møde hinanden – både gæster for Klassiker- og XL-rejsen. Her vil I også møde rejselederne for disse to grupper.
Til velkomstmødet vil jeg fortælle om praktiske forhold for at køre motorcykel i Italien og Dolomitterne og naturligvis fortælle om det simple og meget sikre system, som jeg har udviklet for at køre fællestur. Det er vigtigt at forstå dette system, og derfor fortæller jeg om det, inden vi skal køre den første udflugt i morgen. Så har du tid at spørge, hvis du er i tvivl om noget.
Vi spiser først aftensmad kl. 19.00 – vi er jo i Italien. Der bydes hver aften på en fin italiensk menu, der består af 4-retters aftenmenu, bestående af en typisk italiensk forret, hovedret (valgmenu) og dessert. Hertil er der en stor salatbuffet og antipasti, som også kan vælges til hovedretten. Maden, vi spiser er af god italiensk kvalitet, og der er gjort meget ud af de gode råvarer og præsentationen af maden. Personalet på hotellet har arbejdet her i mange år, og bliver hurtigt kendt med gæsterne, hvilket også betyder god humor og venlighed. Der er fornuftige drikkevarepriser, og køber du en hel flaske vin og ikke drikker den i aften, så står den i baren til i morgen aften.
Som hver aften vil turlederne også i aften under middagen fortælle om morgendagens udflugter, så rejsedeltagerne ved, hvad de kan glæde sig til, og hvordan tidsplanen og dagens forløb i grove træk ser ud.
Herefter hyggeligt samvær, hvor vi lærer hinanden at kende inden overnatning i de pæne værelser.
Rejsedag 2. Mandag 15. juli 2024. Ca. 130 km. En god lokal udflugtsdag.
Morgenmaden på vores hotel er typisk italiensk med hvidt brød af forskellig slags, men også yoghurt, müsli, frugt og naturligvis skærepålæg, marmelade, forskellige slags oste, croissanter, kager og æg. Rigtig god italiensk kaffe og te. Her skal vi nok blive mætte inden dagens udflugt.
Kl. 09.00 gør vi klar til dagens udflugt. Vi kører i dag både i det centrale og det mest kendte område af Dolomitterne. Således kan rejsedeltagerne vænne sig til ruterne og oplever allerede i dag de flotte udsigter og meget grønne dale.
Dagen bliver god og varieret med de helt rigtige stoppesteder undervejs. Vi stopper både langs ruten og også på de bjergpas eller populære stoppesteder, der ligger på ruten. Morgenens rute starter med opkørsel ad de 33 hårnålesving, der strækker sig over de første ca. 8 km af dagens rute. Her er der ofte en professionel fotograf, der tager billeder af os, men han er nok ikke så tidligt oppe, men vi ser ham senere.
Vi krydser nu Pordoi-passet i 2.239 meters højde, og kører mod Canazei ad en flot og godt 7 km lang nedkørsel. I løbet af de 7 km kører vi ned fra den brutale bjergklippe gennem grønne granskove til et meget kendt skisportsted. På den korte rute er vi kørt 700 meter ned.
I Dolomitterne er der mange områder og bjerge, der er beliggende over trægrænsen, og bjergene her er meget voldsomme og bastante – ja ligefrem brutale – men også fantastisk smukke! De er meget lyse og til tider blege at se på, afhængig af solens indfald, og de laver store skygger, fordi de har store lodrette vægge. Bjergene består for størstedelen af hævede koralrev, som blev dannet i Tethyshavet i løbet af Trias-perioden (fra 251 til 199 millioner år siden). Bjergarten kaldes for dolomit, og den bliver brudt og forhandlet i knust form, f.eks. under navnet ”Dolomitkalk”. Tidligere blev bjergene kaldt for ”De blege bjerge”, men nu har de det naturlige navn Dolomitterne.
Ruten fortsætter rundt i det centrale af Dolomitterne, og ruten går nu gennem en ny naturpark med et flot pas. San Pellegrino er et flot bjergmassiv, specielt med ruten som vi kører på vej op på bjerget. Her kan vi se bjerge op til 3.200 meters højde og kører langs en flot bæk og gennem granskove. Der holdes naturligvis formiddagspause og en frokostpause undervejs – enten ude på ruten på en lille bjergrestaurant eller i en af de mindre byer på ruten.
Undervejs kører vi også forbi flere smukke grønne søer, hvor vandet er farvet af de mineralske krystaller, der kommer fra bjergene. Dagens sidste rute går forbi det store og flotte Marmolada-gletsjerområde, som vi stopper ved. Her er det højeste bjergmassiv i Dolomitterne med 3.043 meter over havet. Her er også en opdæmmet sø, der er skabt naturligt, idet der kommer umådelige mængder af vand fra bjerget.
Slutningen af eftermiddagen bringer os over Pordoi-passet, hvor vi evt. kan holde kaffepause og igen køre ned ad de 33 fine hårnålesving – hvor fotografen formodentlig er stået op, inden vi er tilbage ved vores hotel i Arabba – i hjertet af Dolomitterne.
Vi er tilbage i fin tid på eftermiddagen, så der er tid til en lille vandretur rundt i Arabba, hvor turlederen bl.a. viser gæsterne den lokale katolske kirke og kirkegård.
Middagen spises i restauranten med en god italiensk ret og hyggelig snak om dagens udflugt. Turlederne fortæller naturligvis om morgendagens udflugt og rute.
Rejsedag 3. Tirsdag 16. juli 2024. Ca. 140 km. Den store Sella Ronda-udflugt gennem de centrale bjergmassiver i Dolomitterne.
Efter endnu en god overnatning og morgenmad gør vi klar til en flot udflugtsdag, der viser rejsedeltagerne de bedste ruter og det mest kendte af Dolomitterne. 140 km for udflugten er det helt rigtige for de bedste og mest sneglede ruter i Dolomitterne.
Vi lægger ud med de lokale østlige bjerge og pas, og starten er fin og letkørt, hvor vi har et dejligt udsyn mod Marmolada-bjergene og dalene øst for vores hotel. Vores første rute op gennem et bjergpas bliver til 2.236 meter over havet i Giau-passet, hvor vi stopper og tager fotos. Herefter kører vi en flot rute med gode serpentinersving og til et af de mest kendte bjergpas, Falzarego-passet i 2.105 meters højde. Her er der pause med evt. kaffe, hvis deltagerne har lyst hertil.
Herfra er der en meget karakteristisk nedkørsel, der starter oppe i ”stenhavet” på bjergtoppen og går roligt ned mod en lille bjerglandsby – der er formodentlig ca. 10 km nedkørsel over ca. 1.100 højdemeter.
Vi har nu allerede kørt 90 km udflugt, og turlederen overvejer lige i forhold til formiddagens forløb, hvornår der skal være frokostpause på ruten. Frokosten bliver formodentlig på en af de små gode italienske pizzeriaer, som vi finder mange steder på ruten.
Efter en god frokost kører vi ind mod Sella-bjergmasivet og tager en udsigtspause på ruten, hvor bjergene føles mest massive og bastante. Vi stopper ved Val Gardena og Gardana-passet i 2.136 meters højde – vejen blev anlagt i 1915 som en grusvej, og det er den heldigvis ikke længere.
Vi krydser Gardena-passet og kører videre ad nye små og snoede veje mod de østlige områder i Dolomitterne. Her kommer vi til passet opkaldt efter Sella bjerg-massivet som er i 2.218 meters højde, og som blev bygget i 1872.
Der bliver sikkert en pause, hvor der kan drikkes kaffe undervejs. Det bliver sikkert på Portoi passet.
Efter en flot og spektakulær dag omkring Sella Ronda bjergmassivet, bydes der igen på en god middag og hygge på hotellet. Turlederne fortæller om morgendagens udflugter og oplevelser.
Rejsedag 4. Onsdag 17. juli 2024. Ca. 190 km. De grønneste områder i de Italienske alper.
Ny dag og nye ruter. Dagen i dag bliver længere end de foregående, for nu har rejsedeltagerne oplevet de fine områder, og vi kommer nu på en længere udflugt, der bringer os ud af de centrale Dolomitter. Vi kører naturligvis igennem kalkstensbjergene på vej ud på de nye ruter.
Efter den gode morgenmad er der afgang tidligt på morgenen, så vi kan opleve nye ruter og eventyr i Dolomitterne.
Vi kører igen over Pordoi- og Sella-passet som vi kender fra i går. Nu er vi på vej ind i en naturpark, der hedder Puez-Odle, og ruten bringer os ud på små veje, der går nordligt langs Brennerdalen. Vi kan se ned i Brenner-dalen, der nok mest er kendt for den store motorvej, der går gennem Brennerpasset mod Gardasøen.
Vi skal dog ikke ned i Brennerdalen, men kører her på den ene “skulder” af dalen, hvor vi blot kører ad små landeveje, forbi små italienske landbrug og gennem ganske små bjerglandsbyer.
Vi holder sikkert en kaffepause hen på formiddagen, inden vi kører gennem smukke grønne dale og små bjergpas, der grundlæggende kun bliver brugt af de lokale, fordi de er så små. Vejene er fine, og vi har god tid til at nyde dem. Frokost bliver formodentligt på et lille fint pizzeria i en skov.
Efter frokost kører vi rundt om Kronplatz-bjerget. Det betyder igen et nyt pas, der hedder Furkel og som er 1.789 meter højt. Her kommer vi til og rundt om det “skaldede bjerg” ved Kronplatz.
Ruten i eftermiddag bringer deltagerne gennem de centrale områder af Dolomitterne, hvor vi nu passerer Campolongo-bjerget med 1.875 højdemeter på toppen. Her er der tid til at ”strække ben-” og evt. holde kaffepause. Vi kører nu fra nord mod syd, og dagen slutter igen i Arabba efter en dejlig udflugt med ca. 190 fantastiske bjergkilometer.
Selvom dagen er lang, har vi ingen stress, for Italienerne spiser først ved 19-tiden, og det skal vi nok nå. Tid til afslapning på hotellet inden dagens middag indtages i hotellets restaurant. Overnatning i de hyggelige værelser.
Rejsedag 5. Torsdag 18. juli 2024. 3 muligheder: Ca. 0, 70 eller 360 km. Fridag eller Gletsjer-udflugt eller den store Stelvio-bjergtur. Vælg selv!
Dagen i dag på klassiker rejsen er tænkt som en ”frivillig” dag, dvs. du kan selv vælge, hvad du vil bruge din feriedag på.
A. Du kan vælge at holde fri og gøre nøjagtig, som du har lyst til. Det kan du for resten på alle rejsedage, for der er ikke pligt at følge med på udflugterne.
B. Ca. 70 km udflugt. Denne udflugt starter kl. 09.00, så du har god tid til din morgenmad som de andre dage. Du kan tage med turlederen på en 70 km udflugt, der går til Marmolada-bjerget, der er Dolomitternes højeste bjerg med 3.343 meter over havet. På ruten kører vi over Pordoi-passet og tager den flotte nedkørsel til skisportsbyen Canazei, hvor vi holder en pause, inden ruten går gennem dalen forbi det store gletsjerområde ved Marmolada-bjerget. Bjerget kaldes for ”Dolomitternes Dronning”, og vi kører til den største liftstation, hvorfra vi tager kabineliften op til toppen af bjerget. Liftomkostningen er ikke inkluderet i rejsens pris (ca. € 30,-). Vi starter i 1.450 moh og ender i 3.265 moh! Bjergtoppen, der er 3.343 moh hedder Punta Penia. Vi kommer så højt, man kan med lift op til 3.265 moh. – det sidste stykke med liften går hen over en del af gletsjeren – og heroppe er der også et krigsmuseum i 3.000 meters højde. Museet omhandler Marmolada-bjergets betydning i ”Den store krig” – altså 1. verdenskrig. Det er sandsynligvis Europas højest beliggende museum.
Heroppe tager vi den med ro, for luften er tynd, og vi skal nyde udsigten over de mange bjergtoppe. Vi spiser sikkert frokost på den højest beliggende restaurant på bjerget og nyder den tynde luft. Efter frokost tager vi liften ned igen og starter motorcyklerne og kører ad en letkørt vej tilbage til vores hotel.
Der er ingen kaffepause på ruten i eftermiddag, da min tanke er, at vi skal tidligt tilbage til hotellet, så de, der har lyst kan tage med op på bjerget i 2.400 meters højde, hvor der er mulighed for at få en kop kaffe. Vi går i eftermiddag til liften, der bringer os op på bjerget. Det er få meter fra hotellet. Det er naturligvis frivilligt at tage med op, men det er en spektakulær tur, og vi kommer op i 2.400 meters højde. Her er der en flot udsigt over Dolomitterne, og mulighed for at nyde en god kop kaffe på en udsigtsrestaurant. Liften går senere ned til Arabba igen, og du kan også vandre de ca. 800 højdemeter ned fra bjerget til vores hotel. Der er en vandrerute, og det formodes at tage 2-3 timer.
C. Den store Stelvio-bjergtur. Ca. 360 km.
Vær venligst opmærksom på, at hvis du skal med på denne udflugt, så kører du sammen med dem, der er på XL-rejsen i de italienske alper. Udflugten er på 360 km og det er alt for langt til konceptet for Klassiker-rejsen.
I dag skal vi tidligt afsted. Turlederen forsøger at få morgenmad så tidligt som muligt på hotellet, så vi skulle kunne komme afsted senest kl. 08.00.
Vi har en lang og flot dag foran os. Dagen krones med en flot køretur op til Italiens mest kendte bjergpas, nemlig Stelvio.
Vores udflugtsmål ligger i 2.757 meters højde. Bjerget byder på en fantastisk serpentinervej, der er populær og bliver kørt af mange. Derfor skal vi tidligt afsted, så vi er tidligt ved bjerget.
Ruten til Stelvio bringer os på tværs af Brennerdalen ad landeveje, der både byder på sving og bjerge, og også masser af frugtbare områder med æble- og pæreplantager, så langt øjet rækker.
Når vi kommer til det berømte bjerg, tager turlederen rejsedeltagerne med op til selve passet i 2.757 meters højde. Her bliver der en god pause, der også indeholder frokostpausen. Du kan køre lidt længere op på bjerget til en restaurant og spise pizza eller spise i selve Stelvio-passet, hvor der altid er en pølsevogn og flere spisesteder.
Mens vi er på toppen af Stelvio er der tid til at slappe af, gå op til en af de store snedriver på bjerget eller køre en ekstra tur ned og op ad bjerget. Det er der naturligvis mange der gør, og det er umagen værd.
Efter frokost går ruten nu ned ad bjerget ad en helt ny rute, nemlig mod og igennem Schweiz. Ruten er ad en lille og meget snoet vej, som giver udfordring til motorcyklisten. Der er tid nok, og når vi kommer ned til Schweiz, skal der naturligvis tankes billig benzin, inden ruten går videre østover mod de centrale Dolomitter igen.
Vi er tilbage på vores hotel sent på eftermiddagen mellem 18 og 19.
Aftenhygge og middag på hotellet efter en dejlig dag.
Rejsedag 6. Fredag 19. juli 2024. Østlige Dolomitter. Ca. 170 km.
Rejsens sidste udflugtsdag byder på et væld af små snørklede veje i de østlige Dolomitter.
Efter en god morgenmad forlader vi hotellet kl. 09.00 og kører et kort stykke på ruten mod Falzarego-passet, hvorefter vi drejer af hovedvejen og begynder at køre på nogle af de små alpeveje. Her er der ganske lidt trafik og dejlige udsigter.
Der bliver naturligvis en pause i en af de små byer, vi kører gennem, ligesom vi forventer at finde et godt frokoststed, der naturligvis også byder på pizza og andre italienske delikatesser på ruten.
Vi kører gennem et meget kendt og mondænt rejsemål, nemlig Cortina D’Ampezzo. Her er alle de moderigtige og smarte butikker, og alting er meget italiensk. Vi kører gennem byen, inden vi starter opkørslen på endnu et lille bjergpas.
Ruten tilbage mod vores hotel og Arabba giver os god mulighed for en frisk rute med mange serpentinersving, hvor der senere bydes på to bjergpas bl.a. Falzarego, der er i 2.105 meter over havet, og hvor vi gerne holder pause.
Eftermiddagen bruges måske på at klargøre motorcyklerne til rejsen videre i morgen mod Danmark eller mod nye rejsemål.
Turlederen aftaler i aften de endelige planer med gæsterne for hjemrejsen i morgen.
Rejsedag 7. Lørdag 20. juli 2024. Ca. 1.210 km. Hjemrejsedag.
I dag er det hjemrejsedag, og rejsedeltagerne planlægger selv deres individuelle hjemrejse til Danmark.
Der kan spises morgenmad tidligt, og det er let at køre hjem fra Dolomitterne til Danmark. Der er ca. 1.210 km til Danmark. Turlederen hjælper gerne med at planlægge din rute. For din hjemrejse mod Danmark er jeg gerne behjælpelig med forslag til rute og eventuelt valg af indkvartering for rejsen hjem.
Alle rejsedeltagere rejser hjem efter egen rejseplaner med dejlige minder fra en god og oplevelsesrig rejse i de italienske alper.
Indkvartering.
Alle gæster bor på det dejlige familiedrevne 3-stjernede superior-hotel Malita beliggende midt i Dolomitterne. Luca og hans familie har drevet hotellet med italiensk charme og personlighed i mange år. Her bydes hver aften på en fin italiensk menu, der består af 4-retters aftenmenu, bestående af en typisk italiensk forret, hovedret (valgmenu) og dessert. Hertil er der en stor salatbuffet og antipasti, som også kan vælges til hovedretten. Maden er af god italiensk kvalitet, og der er gjort meget ud af de gode råvarer og præsentationen af maden. Personalet på hotellet har arbejdet her i mange år, og bliver hurtigt kendt med gæsterne, hvilket også betyder god humor og venlighed. Der er fornuftige drikkevarepriser, og køber du en hel flaske vin og ikke drikker den i aften, så står den i baren til i morgen aften.
Morgenmaden på vores hotel er typisk italiensk med hvidt brød af forskellig slags, men også yoghurt, müsli, frugt og naturligvis skærepålæg, marmelade, forskellige slags oste, croissanter, kager og æg. Rigtig god italiensk kaffe og te. Her skal vi nok blive mætte inden dagens udflugt.
Alle værelser er moderne og udstyret med badeværelse med bruser og toilet (nogle med badekar og bruser), satellit-tv og en del af værelserne har balkon.
Der er gratis internet på værelserne, men det fungerer bedst i receptionen. Hele hotellet er røgfrit.
Der er fri adgang til hotellets fine wellnessområde, der indeholder; dampbad (tyrkisk bad) , sauna, “vitarium”, der er et 60 grader varmt hvileområde med musik og duft. Der er tillige et fint kneipp-anlæg med varmt og koldt bad og et fint hvilerum med loungemøbler og vandsenge. Hvis du ønsker at benytte hotellets whirlpool eller solarium, betales et gebyr.
Hotellet har en hyggelig bar og opholdsområde ligesom en fin udendørs terrasse med eftermiddagssol. Her er der åbent om eftermiddagen og før aftensmaden. Her samles vi normalt efter dagens udflugt.
Hotellet har en fin garage til parkering af motorcykler, men der er også rigtig fin parkering lige udenfor terrassen ved hotellet.
Hvis du evt. ønsker at vaske din motorcykel, kan du frit benytte dig af dette ved garagen (du skal som sædvanlig selv have sæbe, børste eller vaskeklud med).
Antal deltagere.
Rejsen gennemføres ved minimum 12 deltagere. Det forventes, at der maksimalt er 14 motorcykler på denne klassiske rejse i Italien.
Turleder/e:
Der er en turleder på denne rejse. Der er tillige en turleder på XL-rejsen, der også præsenteres her på siden. Det betyder, at der i denne periode er to turledere på hotellet.
Hvem kan deltage på denne rejse?
På alle mine rejser med turleder forventes det, at du er vant til at køre motorcykel i gruppe, og at du har kørt motorcykel i udlandet før. Da der på denne rejse er meget kørsel i bjerge, og naturligvis mange sving og serpentinersving, hvor der også er op- eller ned-kørsler skal du være erfaren motorcyklist.
Læs venligst informationerne om sværhedsgraden på rejsen, og kontakt mig, hvis du er i tvivl om sværhedsgraden og dine evner for deltagelse.
Alle, der ønsker at deltage, og som jeg ikke kender fra tidligere rejsedeltagelse, skal lige tale med mig, så jeg kan fortælle dig om, hvorledes jeg kører fællestur med mine gæster.
En god rejseoplevelse skabes ved, at alle rejsedeltagere er positive og interesserede i at være med til at skabe et godt og positivt fællesskab under rejsen. Jeg forventer naturligvis, at du i trafikken er årvågen, påpasselig og viser hensyn over for alle andre trafikanter, ligesom du lytter til turlederens råd og vejledning om fælleskørsel.
Ved bestilling af rejsen såvel online som pr. e-mail eller telefon, bekræfter du som rejsedeltager, at du har læst rejsebeskrivelsen og rejsebetingelserne.
Krav til din motorcykel for denne rejse:
Du er velkommen som rejsedeltager, hvis du kører på en motorcykel, der er 500 ccm eller større og som ikke er ældre end årgang 1990. Hvis du kører på en el-motorcykel kan du ikke deltage.
Din motorcykel skal være serviceret og klar til en længere rejse. På denne rejse forventes det, at du har tegnet en kaskoforsikring på din motorcykel, således at du kan få vejhjælp på rejsen, hvis der opstår problemer med din motorcykel.
Sværhedsgrad:
Denne rejse er for alle motorcyklister der har evnen og ønsket om at opleve de smukke og vilde italienske alper, specielt her i Dolomitterne. Rejsen er middel til svær, idet der både er letkørte områder på rejsen, men naturligvis også rigtig mange bjergepas med hårnålesving og op- og nedkørsler på ruterne. Det er ikke for sjov, at der er 33 hårnålesving indenfor de første 8 km på den ene rute ud af byen, hvor vi bor – det kræver sin mand og kvinde, men hvis du er vant til at køre motorcykel, kan du naturligvis klare det. Vi kører i bjergområder op til ca. 2.400 meters højde. Her køres også på små alpeveje, og vi kører naturligvis altid efter forholdene.
Den længste dags kørsel er til eller fra hotellet på første eller sidste dag. På udflugterne køres der mellem 70 og 190 km (og faktisk 360 km hvis du vælger at deltage på XL-udflugten til Stelvio, men det er ikke i programmet for Klassiker-rejsen).
Der er naturligvis lokal trafik, både af motorcykler, biler og cyklister, som vi alle viser hensyn.
På rejsen køres der efter færdselsreglerne og hastigheder overholdes.
Udflugtsdagene varer typisk fra 09.00 til 16-17 – se mere specifikt under den enkelte udflugtsdag.
Afbestillings- og rejseforsikring.
Se mulighederne under fanen INFO. Jeg anbefaler, at du tegner både afbestillings- og rejseforsikring. Ring gerne til mig for at få mere at vide om forsikring.
Afstande.
I rejsebeskrivelsen er angivet de enkelte dages udflugtslængder samt afstande til og fra grænsen.
Gps-ruter.
Der kan på rejsen ikke udleveres gps-ruter til rejsedeltagere, idet det for ofte giver misforståelser ift. turledernes ændringer undervejs på ruterne. Gæsterne skal blot nyde ferien og følge turlederen.
Bil og mc-trailer.
Der er mulighed for, at du kan parkere din bil og trailer ved vores hotel, således at du kan køre bil med mc på trailer frem og tilbage til Italien.
Dette er kun muligt ved forudgående aftale med Rejserog.dk, og der må forventes at blive pålagt et parkeringsgebyr.
Rejsemateriale inden afrejse:
Alle rejsedeltagere modtager senest 14 dage inden afrejse de sidste rejsepapirer med alle praktiske informationer for hele rejsen. Der medsendes tillige en simpel deltageroversigt, så der er mulighed for at tage kontakt med de andre rejsende. Ved tilmelding til rejsen accepterer du, at Rejserog.dk kan angive dit navn, din hjemby og dit telefonnummer på deltageroversigten, der udsendes med de sidste rejsepapirer.
Forbehold.
Der tages forbehold for ændringer i programmet grundet samarbejdspartneres produktændringer samt prisstigninger. Priser er kalkuleret pr. 1. september 2023.
Priser:
Pr. person i delt dobbeltværelse kr. 8.750,-.
Tillæg for ophold i enkeltværelse kr. 1.650,-.
Inkluderet i prisen:
7 dages rejse med 6 overnatninger i dobbelt- eller enkeltværelse.
Morgenmad fra 2. rejsedag til hjemrejsedag, morgenmad serveres som buffet.
4-retters varieret italiensk aftensmad fra 1. rejsedag til og med aften før hjemrejse, aftensmad serveres som valgmenu og buffet med salat og antipasti (se beskrivelsen af middagen under rejsefakta).
Dansk turleder på motorcykel sammen med gæster.
Alle udflugter som angivet i programmet.
T/r med kabinelift op på bjerget tæt ved hotellet.
Lokal moms og afgifter.
Dansk rejsebureaumoms.
Udvidet ansvarsforsikring for rejsebureauer.
Afgift til Rejsegarantifonden.
Ikke inkluderet i prisen:
Brændstof, evt. parkeringsomkostninger (pt. ingen kendte), frokost og forplejning/drikkevarer ej nævnt i programmet, afbestillings- og rejseforsikring. Evt. liftomkostning op på toppen af Marmolada-bjerget.
Priser:
Alle priser er angivet i danske kroner pr. person i delt dobbeltværelse.
Hvis du ønsker et enkeltværelse, skal du tillægge enkeltværelsestillægget til prisen pr. person i delt dobbeltværelse.
Der sælges ikke halve dobbeltværelser.
Eventuelle tillægspriser er angivet separat i teksten eller i forbindelse med prislisten. Jeg forsøger dog altid at inkludere alt relevant, dvs. hotelopholdet, halvpension (aftensmad og morgenmad) samt de besøg og entréer, som er naturlige for at få en god oplevelse på rejsen.
I Italien er der pt ingen maut/bompenge. Kører du til hotellet i Dolomitterne ad motorvejen, vil du skulle betale for motorvejs afgift.
Prisstigninger.
Gennem det sidste år er priserne steget meget for omkostninger til varme, brændstof, mad, forbrugsvarer og lønninger i hotel- og restaurationsbranchen i Europa. Det er efter coronapandemien blevet svært at finde godt hotelpersonale – hvis noget overhovedet, hvilket betyder, at nogle indkvarteringer har måttet omstrukturere deres virksomheder. Jeg kender en meget god café i Østrig, som vi har spist mange kæmpe isdesserter på, der nu har lukket, fordi han ikke kunne få personale. Efterfølgende usikkerhed og brændstofproblemer pga. krigen i Ukraine giver hotel- og restaurationsbranchen svære vilkår, og forståelige prisstigninger. Dette betyder også, at der i stor grad er ansat østeuropæisk personale på restauranter, rastepladser etc.
Over de sidste 4-5 år er priserne steget ca. 40-50%. Ja, nogle enkelte ting er steget 80-100% – ja, sågar langt over 100%. Tidligere steg priserne typisk 5% pr. år. Jeg har derfor desværre også været nødsaget til at hæve priserne tilsvarende. Jeg kan til gengæld fortsat præsentere kvalitetsrejser, med god service både på indkvarteringer og de inkluderede besøg på rejsen.
Jeg ikke ønsker at gå på kompromis med kvaliteten, og lægger et stort arbejde i at planlægge rejserne.
Zoom ud og ind så du kan se destinationens placering og udflugtsmål på rejsen. Klik til venstre for H og se opdelingen.
Udfyld din bestilling her:
Turlederne
Henrik Tang
Ejer og turleder
Jeg er årgang 1966 og har arbejdet i rejsebranchen siden 1986.
Som 22-årig startede jeg som “kørende rejseleder” dvs. jeg var guide og turistbuschauffør – i 2 år primært til Paris og lidt til Østrig.
Sidenhen har jeg været skiguide i Østrig og Schweiz og turleder på mange specialrejser, både på snescooter i 24 år og på motorcykel i 31 år.
Her i Rejserog.dk er jeg kontormanden, der tilrettelægger alle rejserne og en af turlederne, der rejser på MC-rejser med gæsterne.
Jeg har naturligvis besøgt alle rejsemålene, som jeg laver rejser til, både på studierejser for at planlægge og lave kontrakter for rejserne, og naturligvis i forbindelse med afvikling af rejserne med gæster.
Jeg er turleder på alle mine motorcykelrejser med dansk turleder.
Jeg har kørt motorcykel siden 1987. Jeg har gennem tiden haft mange forskellige motorcykler.
Jeg kører nu på en BMW GS 1200 Adventure.
Peter Holst
Turleder
Peter er turleder hos Rejserog.dk.
Peter har arbejdet sammen med Henrik i mange år og været turleder på mange rejser sammen med mig, både på motorcykel og snescooter.
En del af rejsedeltagerne vil kende Peter fra hans deltagelse på mange motorcykelrejser.
Når der er to turledere på en rejse – som der er på alle motorcykel- rejserne i 2024 – er det Peter, der er turleder sammen med mig.
Peter har kørt motorcykel siden 2006 og kører rigtig mange km hvert år.
Peter har i 2023 købt en ny Suzuki V-Strom 1050. Tidligere havde han en Suzuki V-Strom 650 som han kørte godt 97.000 km på i løbet af 5 år.