Vælg en side

Nordkap klassiker kør selv rundrejse
Rundrejse gennem Sverige, Finland og Norge, når det er bedst!

Der er frit valg på rejseperiode.

Følgende ydelser er inkluderet i denne Nordkap klassiker kør selv rundrejse:

14 dages rejse med 13 overnatninger på 3- og 4-stjernede hoteller.
Morgenmad på alle hoteller.
2 overnatninger på Nordkap.
Lokale afgifter f.eks. turistskat, moms, ekstra rengøringsgebyr etc.
Afgift til Rejsegarantifonden.
Udvidet ansvarsforsikring.

Ekstra service:
Mulighed for tilvalg af halvpension.
Mulighed for tilvalg af GPS-ruter for hele rejsen.
Mulighed for ekstra overnatninger.

Pris fra kr. 12.850,-.
Se priser nedenfor.

Nordkap klassiker kør selv rundrejse.
Dette er den store Nordkap klassiker kør selv rundrejse, jeg har haft flest gæster på i Skandinavien. Ruten er flot, og den er tilrettelagt således, at du får gode hoteller og mulighed for pauser og besøg de rigtige steder.

Der er flotte veje, varierede landskaber og rigtig fine indkvarteringer. Jeg har lagt den helt rigtige rute, og der er tid til at gøre stop ved de rigtige seværdigheder og nyde naturen og de mange udsigter.

Hotellerne er af 3- og 4-stjernet kvalitet, hvilket i Skandinavien er rigtig god kvalitet. Hotellerne er valgt ud fra deres placering på ruten og i områder, der er af særlig interesse, eller hvor der er gode muligheder for dejlige vandreture og besøg. Flere af hotellerne er indrettet med sauna, wellness og swimmingpool.

Ruten fra Danmark og gennem Sverige gør det let at komme til første hotel, uanset hvor du kommer fra i Danmark. Herefter går ruten langs Den Botniske Bugt med skærgård og skøn natur. Ved ankomsten til Finland bor I i samernes hovedstad i Finsk Lapland, og her er der mulighed for at besøge den populære julemandslandsby, ligesom polarcirklen selvfølgelig krydses. I Finland bliver der tillige mulighed for et besøg på et samisk museum, inden ruten går videre mod Nordkap.

Der er inkluderet to nætter på et godt hotel på Nordkap, så der er god tid til at opleve hele Nordkap-området.

Efter Nordkap går ruten i sydlig retning gennem Norge på en stor del af Atlanterhavsvejen. Her opleves majestætiske fjorde. I kører en stor del af ruten langs fjordene ved Norskehavet – og det er en  stor underdrivelse at kalde det majestætisk; det bliver helt fantastisk og ruten er naturligvis lagt, så I får de rigtige udsigter og ruter hele vejen.

Serpentiner veje i rå mængder!

Gennem Norge kommer I tillige over vidtstrakte fjelde med umådeligt smukke udsigter og fine pausesteder, bl.a. ved Polarcirklen – nu blot i sydlig retning.

Gennem Norge er der tillige en speciel overnatning på en smuk ø, hvor der er en meget fin naturoplevelse og et hotel placeret med dejlig udsigt, uanset hvor du opholder dig. Færgen til øen er naturligvis inkluderet.

Ruten gennem Norge byder også på Norges gamle hovedstad Trondhjem, hvor der er tid til at besøge den hyggelige gamle bydel og naturligvis Nidaros Domkirken. Efter Trondheim går ruten længere sydpå mod nye fjelde og altid smukke Gudbrandsdalen, der strækker sig over mange flotte kilometer. Her bliver der også tid til at besøge en af Norges smukkeste stavkirker i Ringebu.

Rejsens sidste overnatning er i den sydlige Gudbrandsdal, hvor I også har mulighed for at besøge OL-landsbyen Lillehammer – eller ”Lillyhammer” som OL-præsidenten kaldte byen. Den byder på OL-hopanlæg, OL-museum og en fin museumsby.

Rejsen er ideel, da den er letkørt og overskuelig, og dagsruterne er på ca. 300 til 520 km. På de kortere dagsruter er der afsat tid til at opleve lokale seværdigheder.

Der er mulighed for at tilkøbe GPS-ruter, som du kan lægge ind i din egen GPS. Jeg har udviklet dem til Garmin-GPS, men du kan konvertere dem til f.eks. TomTom.

Rejsen kan udvides med flere overnatninger iht. jeres ønsker om ekstra pausesteder eller ruter. Ring og tal med mig, og vi kan lægge den helt rigtige rute efter jeres ønsker.

Se mulighederne for tilvalg af halvpension, GPS-ruter og ekstra overnatninger i den overskuelige prisliste nedenfor.

Gode faciliteter!

Rejseinformationer

Vær opmærksom på, at der ikke er en bestemt rejseperiode, du skal rejse i. Du vælger rejseperioden, og jeg tilrettelægger rejsen og booker hoteller iht. dit ønske om rejseperiode. Med 14 dages rejse kan I gennemføre rejsen i løbet af to ugers ferie og har sågar en ekstra dag til en ekstra overnatning på ruten. 

  1. Dag: Rejsen går fra din bopæl til Örebro. Ca. ? km.
    Individuel afrejse fra Danmark i forhold til din bopæl. 

Du bestemmer selv, hvilken dag du ønsker, at din rejse skal starte. Når du har givet Rejserog.dk denne dato, så lægger vi rejseplanen herefter, og rejseforløbet er som angivet her nedenfor i programmet. Dvs. at der naturligvis er en fast rejseplan, som du følger på hele rejsen, ligesom alle hoteller er booket.

Hvis du ønsker ekstra overnatninger på ruten, det kan være flere nætter på samme hotel eller evt. en ekstra overnatning i et område, som jeg ikke har på programmet, kan jeg godt tilrettelægge dette for dig. Angiv det ved bestilling, eller kontakt mig. 

I dag går ruten til Sverige, nærmere betegnet Örebro i Småland. Du kan vælge 2 ruter: enten med overfart til Göteborg, hvorved du har 285 km, eller ved at krydse Øresundsbroen, og da har du 500 km til Örebro.

Fra Jylland og derved Göteborg har du en flot og kort rute, hvor du kører langs Sveriges største sø Vänern og primært kører gennem det historiske Västergötaland. Kører du fra Sjælland, vil du opleve en flot rute gennem Skåne, Småland og langs Sveriges næststørste sø Vättern hvis kyst bl.a. går gennem Vätergötaland.

Örebro, der ligger i Västmanland er med sine 125.000 indbyggere en af de store svenske provins- og handelsbyer. Tidligere svenske konger har ofte opholdt sig på det smukke renæssanceslot Örebro Slot, der er omgivet af en vandgrav. Slottet er med sine 4 mægtige tårne med til at præge Örebros centrum. Overnatning på et godt kvalitetshotel i Örebro med gode faciliteter. Gode restauranter i byen.

2. dag: Örebro – Sundsvall. Ca. 440 km.

Ruten fortsætter efter et godt morgenmåltid f.eks. videre via Västerås, universitetsbyen Uppsala og Gävle på den svenske østkyst ud mod Den Botniske Bugt. 

På ruten ligger Uppsala, der også fortjener en pause og et besøg. Området omkring domkirken – Sveriges største i øvrigt – signalerer tydeligt fordoms pragt og magt – her ligger også Treenighedskirken og universitetet. På universitetsbiblioteket kan man beundre det værdifulde relikvie sølvbiblen ”Codex Argenteus” fra det 6. århundrede. 

Ruten er flot og ændrer sig fra det typiske svenske landskab med landbrug og skov til kystlandskab, hvor du har mulighed for at opleve skærgården ved at lave små afstikkere på ruten. Dagens rute er letkørt.

Dagens mål er efter en flot rute langs kysten havnebyen Sundsvall. De brede boulevarder og gader i centrum omkring ”Stora Torget” vidner om byens genopbygning efter en storbrand i 1888, der lagde store dele af centrum øde. Overnatning på endnu et godt centralt hotel. Her bor du i gåafstand til Sundsvalls shopping.

Hotellet har relax-afdeling og swimmingpool samt sauna. Desuden fitness-studio. Fra hotellet er der ganske få meter til lystbådehavnen og havet. Hotellet har en god á la carte-restaurant og der er flere restauranter i byen i gåafstand fra hotellet.

  1. dag: Sundsvall – Luleå. Ca. 520 km.
    Nu går den spændende rejse videre mod nord op langs Den Botniske Bugt. Ruten i dag byder på kørsel helt ude ved Den Botniske Bugt. Flere steder er der dejlig udsigt fra vejen direkte ud over havet mod Finland.

    Byerne Umeå og Skellefteå passeres, og der er masser af muligheder for ganske enkelt at holde ind på en rasteplads og bare nyde udsigten over skærgården eller i de dybe skove – undervejs er der mange imponerende broer som f.eks. Sundbroen og Sandöbroen, der slår bro over skærene langs kysten, hvilket vidner om gode pausemuligheder her ved den nordlige del af Den Botniske Bugt og svenske skærgård. 

    Har du lyst, kan du smage den svenske sildedelikatesse ”surströmning” – en lille stram sag med en kraftig syrlig og skarp smag – og lugt! Den kan købes i alle lokale butikker.

Bemærk i øvrigt, at der på disse breddegrader er sol næsten døgnet rundt, når du rejser fra medio juni til august. 

I Danmark er vi forvænt med lange lyse sommeraftener, men det er ingenting mod de lyse nætter, der kan opleves nu og de kommende dage – på det rigtige tidspunkt af året. Luleå betragtes som porten til Lapland og hele Nordkalotten. Ophold på flot hotel i Luleå, hvor der tillige er en dejlig relax-afdeling med sauna og pool.

Hotellet har byens største natklub og en rigtig god restaurant med terrasse. Her er hotellets placering tillige valgt ud fra, at det er let at gå en skøn tur langs havnen og havet og f.eks. besøge en lille fin småbådshavn.

4. dag: Luleå – Rovaniemi. Ca. 260 km.
I dag krydses den svensk-finske grænse, det sker ved Haparanda i Sverige og Tornio i Finland. Torne Elven krydses, og den er meget kendt for sin fiskerigdom, ligesom den har dannet baggrund for mange spændende svenske kriminalforfatteres historier. 

Ruten svinger nu op i det indre af Lapland langs floden Kemijärvi til Rovaniemi i ”Midnatssolens Land” – så senest fra nu af, hvor polarcirklen krydses, skinner solen døgnet rundt, hvis du rejser i midsommer. Her mister du også en time, fordi du passerer en tidslinje.

Rovaniemi rummer flere interessante attraktioner – byen er først og fremmest præget af arkitekten Alvar Aaltos mange bygninger (Aalto var ham med vasen). Derudover er byens nyeste og mest spektakulære bygning uden tvivl ”Arktikum”, der ligger lige ned til floden. Det dansktegnede ”Arktikum”, der minder om et kæmpestort modernistisk drivhus, rummer et interessant museum om Laplands flora og fauna, historie, kultur m.m.

Ruten er kort i dag, og derfor er der tid og mulighed for en speciel oplevelse: at hilse på julemanden, der har sit posthus ved polarcirklen her i Rovaniemi. Julemandens Landsby ligger lige umiddelbart nord for byen. Det er en speciel oplevelse at møde julemanden i sin flotte dragt og med det smukke skæg her midt på sommeren! På hans postkontor kan man indskrive sig til at få sendt en julehilsen til børn eller børnebørn eller andre barnlige sjæle – med rigtigt gammeldags julebrev. Det virker!

Og selvfølgelig skal der tages billeder, når man står lige ved skiltet, der markerer polarcirklen, ”Napapiri”. 

Her krydser du Polarcirklen!

Hvis du hellere vil bruge tid i samernes hovedstad og så besøge julemandens landsby i morgen, er det også en mulighed, når ruten går længere nordpå.

Dagens hotel, der er et flot 4-stjernet hotel, er beliggende i centrum af Rovaniemi og ganske kort fra Kemijoki floden. Du kan tillige gå hen til Arktikum.

Hotellet har meget flotte værelser, hyggelig bar og restaurant, ligesom der er sauna. Der er kort afstand til byens restauranter.

5. dag: Rovaniemi – Saariselkä. Ca. 260 km.
Efter en god morgenmad på det flotte hotel fortsætter ruten nu nordover gennem finsk Lapland.

Hvis du ikke besøgte julemandens landsby og polarcirkelgrænsen i går, er det et besøg værd i dag. Du behøver ikke bruge mere end en time på det, så har du set det, du skal, og taget de billeder, du har behov for.

Videre går ruten nu over det øde finske fjeld og der kan holdes en pause ved Tankavaara med spændende guldgravermuseum, hvor det er muligt selv at prøve at vaske guld. Og skulle man ikke have lyst til at forsøge sig med det, kan man i hvert fald holde kaffepause der. Der er som regel lækre lune vafler på menukortet.

Dagens etapemål er Saariselkä.

Her i Saariselkä bør man gå en tur om aftenen og søge op på et af de højeste punkter, der omgiver Saariselkä, og nyde solen derfra. En flot fjeldoplevelse herude i det øde område i Lapland. Her i Saariselkä er man meget centralt i finsk Lapland.

Dagens hotel er et flot fjeldhotel skønt beliggende med fyr- og birketræer rundt om huset, der også er bygget i træ, så det passer ind i naturen.

Hotellet har pæne værelser samt pool og wellness-område. Her er en god restaurant med finske specialiteter og flot indrettet i samisk stil. Her er desuden mulighed for at få adgang til hotellets store vandland.

6. dag: Saariselkä – Nordkap. Ca. 430 km.
Efter morgenmaden på hotellet i Saariselkä går turen videre ad den laplandske rute og videre nordpå til Ivalo og langs samernes hellige Inari-sø. 

Ruten i dag bør starte tidligt. Det er en forholdsvis lang køredag, men let-kørt, og der skal være tid til fine pauser undervejs.

Ved en af de største finske indsøer ligger der et interessant samisk museum, som absolut er et besøg værd, for den der har lyst til at få et indblik i samernes oprindelige kultur. Her er et levende museum med såvel historisk som aktuel visning af samernes liv.

På ruten jeg foreslår, vil du tillige opleve rensdyr, der krydser vejen, som du kører på. Det er et roligt og majestætisk dyr, som har god tid, og som oftest går i flok. Giv dig tid til at opleve det – sæt farten ned, og nyd det.

Et andet majestætisk dyr, som du kan møde på ruten, er elgen, der skal omgås med stor respekt. Det er et kæmpe dyr, der indgyder respekt pga. sin størrelse, men også pga. de ulykker, der sker hvert år ved påkørsel af elge. Det er et tungt dyr, og da det er så højt et dyr, vil en påkørsel oftest indebære, at elgen rammer bilens førehus. Alle dyr på ruten har fortrinsret.

Ruten går nu videre vest ind over den norske grænse og provinsen Finnmarken. Op langs den kolde Porsangerfjord til Nordkapøen Magerøya. På ruten mod Nordkap er der kørsel gennem tunnel, hvor der skal betales afgift.

Dagens – og de næste 2 nætters – hotel er beliggende på Nordkap-øen Magerøy.

Hotellet ligger mellem byen Honningsvåg og selve Nordkap. Mine gæster bor på et godt og pænt hotel direkte i naturen. Hotellet byder god service til gæsterne, der kommer her om sommeren. Her fra hotellet er der mulighed for dejlige vandreture ud langs Barentshavet og Norskehavet.

Efter ankomst og check ind er det praktisk og nemt at have tilvalgt halvpension til bookingen, idet man derved bare kan sætte sig til et veldækket bord og have styr på den del de næste to dage.

Så kan du i stedet bruge tid på at slappe af, nyde den skønne natur og planlægge en tur til Nordkap! Det er vigtigt at lave den rigtige plan for besøget på Nordkap, og det skal jeg gerne hjælpe dig med.

Aftenudflugten til den 307 m høje Nordkapklippe (entré ca. 300,-) med fantastisk udsigt over Ishavet/Norskehavet/Barentshavet er helt klart et af turens højdepunkter.

Entré til Nordkapcentret giver dig 24 timers adgang og mulighed for at besøge biografen, hvor der vises en panoramafilm. Her er historiske udstillinger og en grotte med levende lys. Når du har betalt entré er alle faciliteter inkluderet, dog skal der betales parkeringsafgift.

Sæt god tid af – man bør selvfølgelig blive ude på Nordkapplateauet til efter midnat – det er altid spektakulært at tage billeder ude foran den store globus i midnatssolen. 

Der vises også en spændende multivisionsfilm i biografen, som viser Nordkap og Finnmarken i alle årstider. 

Overnatning på det pæne hotel i forhold til dine Nordkap besøgsplaner.

  1. dag: Nordkap, Magerøy og Honningsvåg. Ca. 0-100 km.
    På mine tidligere rejser til Nordkap anbefalede jeg en ekstra overnatning, idet jeg kun havde inkluderet en enkelt nat på Nordkap. Alle valgte den ekstra overnatning, og derfor har jeg nu inkluderet to nætter på Nordkap. Det betyder også, at der er mulighed for at have en rolig dag og undgå at køre for meget denne dag.

Du kan sagtens nå både at hvile dig og få en god udflugtsoplevelse i dag, idet der er kort at køre til de besøgssteder, som jeg foreslår. På din fridag på Nordkap kan udnytte den 24 timers entrébillet til Nordkapcentret, som du køber deroppe. Så kan du i dag også tage til Nordkapcentret, og du har tillige mulighed for at besøge verdens nordligste fiskerleje i Skarsvåg. Her er flere farverige fiskersamfund, spændende gallerier fra Gjesvær, og du kan se ud over øgruppen Gjesværtappan. Samtidig bør du opleve Honningsvåg, der både er den største fiskeriby i Nordnorge, og den by, der får besøg af flest krydstogtsskibe, bl.a. de populære skibe fra Hurtigruten.

Dagen på Nordkapøen kan evt. også bruges til en vandring til klippeformationen ”Kirkeporten”, der ligger tæt på Skarsvåg.

Du får forslag til seværdigheder og udflugtsrute fra Rejserog.dk.

Hvis du har tilvalgt halvpension på de hoteller, hvor det er muligt på denne rejse, vil du i ro og mag kunne nyde aftensmaden på dit hotel. Det er nemt og godt.

Overnatning på det gode hotel ude i naturen på Nordkap. Hvad med en aftenvandringstur ud på fjeldet og til Norskehavet direkte fra hotellet?

  1. dag: Nordkap – Alta. Ca. 210 km.
    Efter to gode overnatninger på Nordkap er det tid til at køre videre på ruten i sydlig retning.

    Ruten går nu væk fra Magerøy og tilbage gennem tunnelen og sydpå langs Porsangerfjorden. Vejene er gode, og nu kommer du over det første store fjeld, hvor du har udsyn til både fjordene og de massive fjelde.

    Dagen ender tidligt i Alta, der er Finnmarks største by med omkring 18.000 indbyggere og et godt overnatningssted på ruten sydpå. Her er der mange seværdigheder og godt at bruge lidt ekstra tid. Besøg f.eks. de UNESCO-beskyttede helleristninger, der er ca. 7.000 år gamle, og besøg evt. det store stenmuseum, udforsk Nordeuropas største kløft, og oplev de norske samers liv og kultur. Er du interesseret i krigshistorie, er der et meget interessant museum for krigsskipet Tirpitz, der lå i Altafjorden under krigen. Museet har mange artefakter og fortæller om den brændte jords politik, der var en del af nazisternes tilbagetrækningsplan. Der er ikke mange danske, der ved eller forstår, hvad nordmændene måtte igennem og opleve, da besættelsesmagten trak sig tilbage.

Overnatning på et godt 3-stjernet kvalitetshotel, beliggende i udkanten af byen. Her er en flot morgenbuffet og et godt brasserie. Skal du i træningscenter, byder hotellet også på dette.

Hotellet ligger tæt på et indkøbscenter og en Lars Monsen-butik, hvor du kan købe fjeldgrej udviklet af den kendte fjeldvandrer Lars Monsen, bl.a. kendt for sine store rejser gennem Canada og Norge.

Om aftenen kan man fra hotellet gå til en flot kirke, eller køre til havnen eller op til udsigtspunktet over byen med en fænomenal udsigt. Også herfra er der mulighed for at nyde midnatssolen.

9. dag: Alta – en ø i Norskehavet. Ca. 200 km.

Jeg anbefaler i dag, at det store morgenbord indtages tidligt – der er et meget stort udvalg, og det skal nydes. Samtidig er der en meget fin rute i dag langs Atlanterhavsvejen og fjordene. Ruten går nu fra Alta videre ned ad E6 langs flotte nordnorske fjorde – de små fjorde krydses to gange i dag med de små lokale færger. Der skal ikke bestilles plads på færgerne, idet de sejler hele dagen.

Den sidste færge, der benyttes på dagens udflugt, bringer dig til en lille ø i Norskehavet.

Dagens destination har jeg valgt, idet det er en meget smuk oplevelse. Færgen til og fra øen er inkluderet, men det kræver dog, at du skal være ved færgen på et fastsat tidspunkt, idet den ikke sejler så ofte.

I sejler til den lille ø, hvor hotel- og naturoplevelsen er rigtig fin. Det 3-stjernede hotel er kendt for sin skønne panoramaudsigt og den flotte natur. Her bor du med direkte udsyn til fjorden og naturen, og direkte adgang til skønne vandremuligheder. Ankommer du tidligt, giver det dig en skøn pause her i den flotte natur.

Hvis du har tilvalgt halvpension på rejsen, vil din aftensmad på hotellet her med panoramaudsigt over fjord og fjelde naturligvis være inkluderet.

10. dag: En ø i Norskehavet – Narvik. Ca. 310 km.
Efter en dejlig og fredfyldt overnatning og skøn morgenbuffet med dejlig udsigt, er der tid til at nyde dagens smukke rute, der starter med overfarten til fastlandet igen. Gratis færgeoverfart, når I rejser med Rejserog.dk.

Dagen i dag byder på en smuk og varieret køredag. De godt 300 km kan fint køres med fine stop i naturen undervejs på ruten. I dag kommer du tæt på grænsen til Sverige ved Riksgränsen, der er et kendt fjeldområde. Den sidste del af ruten går langs Ofotfjorden, hvor du kører igennem provinsen Troms til Narvik. Som isfri havn opnåede Narvik tidligt enorm vigtighed – bl.a. som udskibningshavn for den svenske jernmalm fra Kiruna.

Byens krigsmindemuseum ved torvet beretter om de hårde kampe, der blev udkæmpet her i 1940. 

Narvik er naturligvis også kendt som et stort center for fiskeflåden i Norge. Det er en spændende havn.

Ophold i Narvik på et flot 3-stjernet hotel der byder på en fantastisk udsigt over byen, fjorden og til Narvikfjeldet. Hotellet byder på egen bar, fin restaurant og god morgenbuffet. Der er også kort afstand til gode spisesteder i Narvik by.

11. dag: Narvik – Mo i Rana. Ca. 420 km.
Her fra Narvik er der kun 1400 km til Oslo – så der er stadig meget at opleve!

Efter en god norsk morgenmad med udsigt over Narvik går dagens kørsel gennem nogle af Nordnorges smukkeste landskaber med dybe fjorde, spejlblanke søer og spændende fjeldformationer i store nationalparker. Det er en god idé at starte tidligt, så du får noget ud af dagen.

Et af de store massive fjeldområder, som du i dag kommer gennem, er Saltfjellet og Svartisen National Park. Det er majestætiske fjelde og kræver et par pauser undervejs, for at du kan få tid til at få hele den fantastiske udsigt med dig.

Undervejs er der en god afbrydelse med en overfart med fjordfærge. Der skal ikke bestilles tid, idet de sejler kontinuerligt.

Dagens fjeld-rejse ender ved Ranfjorden og byen Mo i Rana – en strækning, der ikke behøver speciel beskrivelse – men taler for sig selv.

Overnatning i centrum af Mo i Rana med kort afstand til havnen og Ranfjorden. Her kan du gå til en smuk vandrerute langs fjorden og en fin lystbådehavn. Der er restauranter indenfor 2-300 meter fra hotellet, der er et godt 3-stjernet hotel med god morgenmadsbuffet.

12. dag: Mo i Rana – Trondheim. Ca. 470 km.
Efter opholdet i Mo i Rana går rejsen nu gennem Trøndelag til vikingernes gamle residensby Trondheim eller Trondhjem. 

Tag også denne dag som en afslappet køredag uden behov for egentlige turistbesøg undervejs. I kan vælge at køre den direkte vej til Trondheim med ca. 470 km eller nogle af de skønne veje ude langs Norskehavet, hvor der er masser af skønne fjordveje, og naturligvis lidt flere kilometer at køre. Du skal nok få min anbefaling, når du har købt rejsen.

Dagens komfortable og flotte hotel ligger i centrum af Trondheim. Her bor du i gå afstand til alt centralt i byen. Her har du mulighed for at vandre til havneområdet, Brattørparken, Stiftsgårdsparken og den imponerende Nidaros-domkirke, der er byens vigtigste seværdighed – tidligere blev de norske konger sågar kronet her. I nyere tid er der en officiel ”visning” af kongen, men ikke længere nogen egentlig kroning.

Også Bryggen – de fine velbevarede gamle handels- og lagerbygninger i træ, der ligger lige ned til Nidelven, er unikke efter norske forhold. I det hele taget er der usædvanligt mange smukke træhuse i de gamle kvarterer i Trondheim.

Du bor på et godt og nyt hotel i Trondheim. Du kan gå til alle gode restauranter og barer. Her er tillige træningsrum.

13. dag: Trondheim – Gjøvik. Ca. 400 km.
Fra den spændende by Trondheim går ruten nu videre ned over det lidt barske Dovrefjeld og videre gennem den smukke brede Gudbrandsdal, der giver dig skønne grønne bjerge og udsigt, så langt øjet rækker gennem dalen.

Du kan evt. vælge at følge den flotte og meget kendte fiskerige flod Gaula og køre forbi Røros, der er en kendt mineby i Norge, som er et besøg værd. Her er der virkelig en flot og lidt alternativ rute mod Gudbrandsdalen. Der er måske 50 km mere at køre, men meget flot. 

I Gudbrandsdalen er der mulighed for et spændende kulturelt besøg ved den lille hyggelige stavkirke i Ringebu – markant med sit røde tårn – eller frilandsmuseet “Maihaugen” i Lillehammer, der er Norges største samling af huse fra hele Gudbrandsdalen. I Lillehammer er det også oplagt at besøge den berømte skihopbakke, som er mest kendt fra OL i 1994.

Lidt syd for Lillehammer bor du i Gjøvik, endnu et godt kvalitetshotel i en af de kendte hotelkæder. Dejlig placering centralt i Gjøvik med direkte adgang til Norges største indsø Mjøsa. Et godt sted at overnatte efter en smuk rejse gennem Gudbrandsdalen.

Her er en meget flot swimmingpool og wellnessafdeling. Her er sauna, dampbad, massage og skønhedssalon og egen restaurant.

14. dag. Hjemrejse fra Gjøvik til din bopæl. Ca. ? km.:
Efter et dejligt ophold i Gjøvik er der individuel hjemrejse f.eks. via en af overfartsruterne fra Larvik, Oslo eller Göteborg. 

Hvis du kører til færgen i Oslo er der 130 km, og du har tid til at opleve Oslo, inden færgen sejler. Alternativt kan du køre 470 km til Göteborg og sejle med en eftermiddagsfærge til Frederikshavn eller køre helt til Øresundsbroen, der er en strækning på 740 km. Jeg hjælper dig gerne i den endelige planlægning.

Oslo er i sig selv flere dages besøg værd – den nysgerrige, der gerne vil danne sig et indtryk af byen, kan koncentrere sig om området omkring rådhuset med de markante tvillingetårne, hovedboulevarden Karl Johan, der forbinder byens forretningsstrøg med kongeslottet. Det nye levende café- og restaurantmiljø på Aker Brygge, den fantastisk Vigelandpark med hundredvis af smukke sten- og bronzeskulpturer af den norske kunstner Gustav Vigeland.

Dit endelige valg af rute mod din bopæl er naturligvis afhængig af den endelige strækning sidste rejsedag.
Hvis du har tilvalgt GPS-ruter, så vil jeg naturligvis lave ruterne fra og til din bopæl.

Rejsens sværhedsgrad:
Dette er en kør selv-rejse, og derfor kan alle deltage, forudsat at man føler at kunne køre de angivne strækninger i dagsprogrammet.
Da rejsen er en kør selv-rejse, står du selv for transportmidlet til rejsen. Dvs. du er velkommen i bil eller på motorcykel. Du skal naturligvis være opmærksom på, at de forudbestilte hoteller ikke kan ændres, når rejseforløbet først er planlagt.

Ruterne på denne rejse går gennem 3 skønne lande, hvor landskaberne og vejene skifter mellem åbne landskaber og kystnære strækninger i Sverige, flotte fjelde og store skov- og tundraområder i Finland og flotte kyststrækninger, fjelde og åbne landskaber ved Nordatlanten i Norge. Gennem Norge opleves skønne snoede fjordveje, der bringer rejsedeltagerne rundt langs fjordene, såvel som over fjeldene. Landskaberne varierer meget på denne rejse.

Det forventes, at du som deltager på rejsen sætter dig ind i rejsens forløb og forholder dig sagligt til dagsruternes længde, inden du bestiller rejsen.

Det forventes tillige, at du tænker på at servicere dit køretøj, således at det kan køre strækningen i løbet af rejsen.

Ved bestilling af rejsen såvel online som pr. e-mail eller telefon, bekræfter du som rejsedeltager, at du har læst rejsebeskrivelsen og rejsebetingelserne.

Rejsens samlede længde:
Rejsens samlede længde fra første hotel i Sverige til sidste hotel i Norge er ca. 4.000 km. Hertil skal lægges strækningen fra din bopæl til første hotel i Sverige og ruten fra sidste hotel i Norge til din bopæl. Det betyder, at der i gennemsnit i alt køres ca. 4.500 km på denne rejse.
Der skal evt. også tillægges ekstra kilometer for eventuelle ekstra udflugter, der køres på rejsen.

Antal deltagere:
Deltager antallet bestemmer du selv. Jeg tilrettelægger rejsen for individuelle og grupper, og da alt tilrettelægges efter kundernes ønsker, kan jeg arrangere rejsen for det antal, I ønsker at være.

Indkvartering:

På denne rejse benyttes gode skandinaviske hoteller i 3- og 4-stjernet kategori. Alle hoteller er af god skandinavisk kvalitet. Der benyttes såvel hotelkæder som privatejede hoteller.
Alle værelser er naturligvis med bad og toilet samt tv og fri adgang til internet.
Der bestilles standard enkelt- eller dobbeltværelser til rejsedeltagerne, hvis ikke andet angives/ønskes af gæsterne.
Ophold på hotellerne er inklusive en god morgenbuffet. I Skandinavien byder vores hoteller oftest på buffet med et fint stort varieret udvalg af morgenmad.

Der er wi-fi på hotellerne. Hvert hotel har sine egne regler for brug af wi-fi, og disse regler oplyses på hotellerne.

Tilvalg af aftensmad:
Der kan tilvælges aftensmad som en samlet pakke på udvalgte hoteller iht. prislisten.
Tanken bag dette er, at du får et godt tilbud på halvpension på de hoteller, hvor det er lidt mere besværligt at gå ud og spise, og hvor jeg af erfaring ved, at á la carte-priserne er meget høje.

På de hoteller, hvor jeg tilbyder halvpension, består aftensmaden oftest af en buffet, dog til tider også som en 2- eller 3-retters menu.
Det er udelukkende hotellernes køkken, der disponerer typen af menu, der tilbydes som aftensmad.

Alle mine hoteller tager hensyn til allergikere eller andre ønsker – det skal du blot angive ved bestilling.

GPS-ruter:

Hvis du ønsker at gøre brug af GPS-ruter, er der mulighed for at købe færdiglavede ruter hos Rejserog.dk. Se prislisten for pris for GPS-ruter.

Jeg tilbyder GPS-ruter til Gamin. Du modtager ruterne som en gpx-fil, som du selv skal lægge ind på din egen GPS og bruge der.

Du kan ved hjælp af et gratis program konvertere ruten til f.eks. TomTom eller et andet format. Vær opmærksom på, at visse simple bil-GPS’er ikke har kapacitet til at indlægge gpd-filer og at man ikke kan flytte GPS-ruterne til denne type GPS. Ruterne er tilrettelagt fra din bopæl t/r med det mest ideelle ruteforløb for rejsen og efter min rejse erfaring i landene, der køres gennem.

Leje af GPS:
Hvis du ikke har en GPS, der kan modtage gpx filer, og ønsker at gøre brug af Rejserog.dk’s gps ruter, så kan jeg tilbyde at leje en god ny Garmin GPS ud. Den er meget let at benytte og du modtager med gps’en en simpel brugervejledning. Der er naturligvis lagt de aktuelle gps ruter på gps’en således at du ikke skal bekymre dig om noget. Prisen herfor er angivet i prislisten. Der betales et depositum på kr. 5.000,-, der returneres når gps’en returneres til Rejserog.dk i uskadt stand. 

Ekstra overnatninger på rejsen:
Rejserog.dk tilbyder mulighed for ekstra overnatninger på rejsen. Det giver dig en unik mulighed for at forlænge din rejse og opleve mere på rejsen.

Det er en god idé på denne rejse at tilvælge ekstra f.eks. i Lapland, og evt. på øen ved Atlanterhavskysten. Således får du tid til ekstra besøg, indlevelse eller oplevelser på ruten, og det er måske naturligt at have en ekstra hviledag på rejsen, når man rejser 15 dage i alt, hvilket det vil blive, hvis du blot vælger en nat ekstra.

Ved bestilling angiver du blot, hvilke ekstra overnatninger du ønsker og hvor – eller ringer og taler med mig.

Seværdigheder på rejsen:
Rejserog.dk sender sammen med de sidste rejsepapirer forslag til de mest oplagte seværdigheder på ruten.

Rejse fra og til Danmark:
De rejsende tilrettelægger selv deres rejse fra Danmark og tilbage til Danmark.

Afhængig af, hvor man bor i landet, kan det være en fordel at benytte færge til Sverige eller evt. broforbindelsen til Sverige. Der kan med fordel bestilles færgebillet i god tid med specielle rabatter online på rederiernes websites. Det samme gælder hjemrejsen fra Norge.

Spørg mig gerne om vejledning, når du har bestilt din rejse.

Overfarter på norske fjorde:
På denne rejse er der flere muligheder for overfart over norske fjorde. De norske fjordfærger er meget velfungerende og sejler i fast drift typisk fra 06.00 til 22.00 hver dag. Der skal ikke bestilles tid for færgeoverfarterne. Rejser du på motorcykel, skal jeg nok fortælle dig, hvad du skal gøre praktisk på færgerne. Det giver dig en let og problemfri – og frem for alt hurtig overfart.

Kort materiale:
Jeg anbefaler rejsedeltagerne at anskaffe gode landkort for rejsen. Jeg giver jer tips til dette, når I modtager de sidste papirer.

Rejsemateriale inden afrejse:
Alle rejsedeltagere modtager senest 14 dage inden afrejse de sidste rejsepapirer med alle praktiske informationer for hele rejsen.
I dette materiale er der dokumenter til brug for udlevering til indkvarteringer, praktisk vejledning for din forberedelse, links til seværdigheder på ruten såvel som evt. GPS-ruter, hvis disse er valgt.

Afbestillings- og rejseforsikring:
Rejserog.dk tilbyder alle rejsende mulighed for at tilvælge afbestillings- og/eller rejseforsikring for den bestilte rejse.
Du kan læse om disse muligheder under fanen INFO, hvor du også kan vælge direkte adgang til bestilling af afbestillings- og/eller rejseforsikring.
Ved din bestilling af rejsen bekræfter du samtidig, at du er informeret om forsikringsvalg, og har haft mulighed for at tilvælge afbestillings- og rejseforsikring.

Vær venligst opmærksom på, at afbestillingsforsikring senest skal vælges, når depositum betales for rejsen. Rejseforsikring kan bestilles indtil 5 dage inden afrejse, men du får altid en stor rabat på dine forsikringer ved køb af disse gennem Rejserog.dk. Ring gerne til mig, hvis du er i tvivl.

Forbehold:
Der tages forbehold for ændringer i det angivne rejseprogram. Valuta beregnet pr. kurs 12/2 2023. Ved væsentlige udsving vil der blive opkrævet difference fra kursberegningsdatoen.

Priser:
12.850,- kr. pr. person i delt dobbeltværelse inkl. morgenmad.
5.650,- kr. pr. person i enkeltværelsestillæg.

1.050,- kr. pr. person for 3 x aftensmad (det er i Sariselkä og 2 x Honningsvåg).
950,- kr. pr. person for ekstra overnatning på et af hotellerne i delt dobbeltværelse inkl. morgenmad.
1.350,- kr. pr. person for ekstra nat på et af hotellerne i enkeltværelse inkl. morgenmad.
2.000,- kr. for leje af GPS på rejsen.
1.200,- kr. for GPS-ruter til rejsen (gpx fil med rejse fra/til din hjemadresse og hele ruten).

Hvis du vil rejse i ydersæsonen, dvs. før 17. juni og efter 25. august, er der følgende tillæg pr. person:
950,- pr. person i delt dobbeltværelse
1.350,- pr. person i enkeltværelse

Inkluderet i prisen:
14 dages rejse med 13 overnatninger i dobbelt- eller enkeltværelse.
Morgenmad fra 2. rejsedag til hjemrejsedag, morgenmad serveres oftest som buffet.
Lokal moms og afgifter.
Dansk moms.
Afgift til Rejsegarantifonden.
Udvidet ansvarsforsikring for rejsebureauer.

Ikke inkluderet i prisen:
Brændstof, evt. parkeringsomkostninger, frokost, aftensmad på destinationer/hoteller der ikke er nævnt værende med aftensmad i programmet, forplejning/drikkevarer ej nævnt i programmet, afbestillings- og rejseforsikring.

Priser:
Alle priser er angivet i danske kroner pr. person i delt dobbeltværelse. Hvis du ønsker et enkeltværelse, skal du tillægge enkeltværelsestillægget til prisen pr. person i delt dobbeltværelse.
Der sælges ikke halve dobbeltværelser.

Prisstigninger.
Gennem det sidste år er priserne steget meget på varme, råvarer, mad, forbrugsvarer og ikke mindst lønninger i hotel- og restaurationsbranchen. Det er efter Corona-pandemien blevet svært at finde godt hotelpersonale – til tider personale overhovedet, hvilket betyder, at nogle indkvarteringer har måttet omstrukturere deres virksomheder. Efterfølgende usikkerhed og brændstofproblemer pga. krigen i Ukraine giver hotel- og restaurationsbranchen svære vilkår, og forståelige – til tider voldsomme – prisstigninger.
Over de sidste 4 år er priserne steget ca. 40-50%. Tidligere steg priserne 5% pr. år. Ja, nogle enkelte ting er steget 80-100% – sågar langt over 100%.
Jeg har derfor desværre også været nødsaget til at hæve priserne tilsvarende. Jeg kan til gengæld fortsat præsentere kvalitetsrejser, hvor jeg stadig oplever god service både på indkvarteringer og de inkluderede besøg på rejsen.

Destinationerne på rejsen er angivet med en ca. placering og rejsens datoforløb når du klikker HER.

Du kan også klikke på kortet herunder og se destinationerne på et Europakort.

Udfyld din bestilling her:

Værelsestype (angiv enkelt- eller dobbeltværelse):

7 + 12 =